Fra fattige steder
En beskrivelse af forholdene i Rebild fattighus. Skrevet af Anton
Christian Henriksen Rosenkilde i 1890
Skørping i maj måned 1890
Når jeg her vover at fremsætte den erfaring, jeg har høstet under den kommunale
autoritets hensynsløse forsorg, under hvilken jeg nu på sjette år med min
familie har lidt sult og nød, som mange forud for os og måske mange med os lider
den dag i dag. så kan jeg så meget dristigere fremsætte den, som den støtter sig
på beviser, jeg kan præstere. Danmark ejer næppe det tugthus eller
straffeanstalt, der kan måle sig med behandlingsmåden i Skørping sogns fattighus
med hensyn til at byde sult og nød. Derfor giver jeg her følgende forklaring af
mit ophold under det offentlige fattigvæsen i Skørping.
Først må jeg bemærke, at jeg er fuldstændig krøbling. Jeg lider nemlig af en
skade i venstre ben, som jeg fik i 9 års alderen, og jeg har måttet gå med
krykker i ca. 12 år. Benet er tilbagetrængt i udvikling og er ikke stort større,
end da jeg kom til skade, tilmed er det krumt og skævt, og ved stærk
overanstrengelse nægter det mig ofte sin tjeneste.
For to måneders understøttelses skyld blev vi hjemsendt, og vi fik ikke at vide,
at vi skulle rejse, før vi næsten over hals og hoved måtte af sted med det
samme. Jeg blev så overanstrengt, at jeg næsten ikke kunne gå i lang tid.
Aldeles fremmed på egnen blev vi ikke modtaget med stor velvilje, men derimod
med hån og foragt og trusler med fattiggårde og arbejdsanstalter og alle de
tvangsanstalter, der kunne opregnes. Vi var 6 personer, og vi kunne komme på
hver sin anstalt, forsikrede man os.
Brød blev der ikke talt til os om, og efter, at vi i tre dage havde været på
kost hos en gårdmand i Skørping. der er holdt fire kroner daglig som vederlag
derfor, måtte jeg atter forny min begæring om en krone i døgnet til vort
underhold. Jeg var fremmed og uvirksom. og nu var der den forskel, at før var
det kun en foreløbig understøttelse for vinteren, hvoraf der kun var to måneder
tilbage. da hjemsendelsen fandt sted, medens det nu blev en understøttelse for
en uforudset fremtid.
Men de vise råde havde fundet det klogere at benytte pengene til en hjemsendelse
og få en byrde på kommunen, end til at afhjælpe en øjeblikkelig trang med, og
krigen var erklæret. Jeg blev snart klar over deri kommunale behandlingsmåde
overfor de fattige. og jeg erfarede, at når der blev forlangt brød, fik de
trusler og skam. De fattige blev så hensynsløst behandlede, at de før tog kurven
på armen og betlede, end de gik til kommunalrådet om hjælp.
Min kone kom ofte grædende hjem. når hun nødvendig havde måttet afæske
kommunalrådet hjælp og var blevet grovelig overskældt og betydet, at hun skulle
være om noget selv, hvad vi ikke kunne opfatte på anden måde, end hun skulle gå
ud at betle. Vi blev nægtet midler at leve for, nægtet en fjerdedel af det, der
gaves gårdmanden daglig. Det havde vist sig. at gårdmanden ikke kunne yde en
ordentlig forplejning til seks personer under fire kroner daglig, men ikke desto
mindre forlangte det vise råd, at vi skulle leve for 65 øre og således har
understøttelsen varieret fra 35 til 65 øre i døgnet til underholdningen af
indtil 8 personer i den forløbne tid - nu på sjette år.
Jeg har adskillige gange henledt de høje autoriteters opmærksomhed på os, jeg
har præsenteret mange attester angående min helbredstilstand. og jeg har været
hos dem og vist dem mit vanføre ben, så de kunne se min uduelighed til strengt
arbejde, men lige meget har det hjulpet.
Kommunalrådet undersøger ikke trangen hos de fattige, det ved, at det skal yde
dem hjælp, og det er tilstrækkeligt. Hjælpen er 3/4 pund brød og 2 øre daglig
til hver person, det er det skøn, det ærede kommunalråd uddeler hjælpen efter.
De skal have det sådan, at de kan tage dem om noget selv. De højere autoriteter
undersøger ikke og kommer der en gang en klage, søges der oplysning om klagens
ægthed hos dem, der klages over. Og andre indflydelsesrige personer er heller
ikke, som de burde være. Det var det herrens år 1886. at min kone blev stærkt
angrebet af gulsot og natten mellem den 27. og 28. maj så heftig syg, at vi ikke
troede hun levede til dag. Jeg anså det for min pligt at skaffe hende lægehjælp
så hurtig som mulig og gik derfor straks om morgenen den 28. maj til hr. Niels
Lausten i Rebild. som dengang var formand i rådet, og anmodede om øjeblikkelig
lægehjælp til min kone. Han svarede mig, som han havde svaret mange andre forud
for mig, at det ikke kunne lade sig gøre den dag. Vi kunne ikke sådan få læge så
hastig, der skulle bydes til kørsel, og den der stod for tur var i det yderste
af sognet omtrent en mil borte. Jeg opfattede snart den kendte uvilje og svarede
ham kort og godt, at hvis jeg ikke kunne få læge samme dag, skulle han ingen
ulejlighed gøre sig, for så ville jeg selv skaffe lægehjælp hurtigere.
Det var den gang en almindelig skik her i Skørping sogn, at når der fordredes
læge i dag, kom han i morgen, og så fik man medicinen dagen efter, det kunne man
kalde hurtig ekspedition. Det var omtrent at sige til de syge, at de havde at
leve til lægen kom.
Til min store forbavselse kom der bud fra formanden, at lægen ville komme samme
dag. men efter at denne havde set på konen vendte han sig pludselig til mig med
bemærkning om, at formanden havde besværet sig over, at jeg var en striks
person. Jeg havde ikke haft nødig at sende bud efter ham i dag, det kunne godt
have ventet til i morgen. og han lod mig vide, at jeg ikke kunne få andre læger
end netop ham.
Men jeg er jo ikke læge og kunne derfor ikke se, om sygdommen var livsfarlig
eller ej. Jeg tror endnu den dag i dag, at jeg gjorde min pligt.
Det så ud til, at kommunalrådet ville vor undergang. Jeg havde overanstrengt mig
ved at tage for hårdt arbejde, lige som jeg også var blevet mat af sult, da jeg
så godt som intet havde at fortjene, og vi fik kun 48 pund rugbrød om ugen, det
var vi syv mennesker om.
Nød sult og elendighed var kommet til huse hos os. skønt vi var under offentlig
forsørgelse, og jeg kunne ikke gå uden ved to kæppe. I denne nød sendte jeg bud
til sjælesørgeren den herrens tjener, som er trådt i Kristi fodspor, den mand,
som er trøsteren i nøden og de fattiges ven, ham anmodede jeg om at komme og se
vor nød og påtale den. Og det herrens år 1887, den 28. juni kom den længe
ventede hr. pastor Bøggild tillige med byens skolelærer. Jeg var ikke hjemme,
for sulten havde drevet mig ud til gode venner, og efter at have set på børnene
og fundet, at de så godt ud, tilkendegav han, at formanden hr. Niels Lausten
havde sagt, at sogneråd et kunne forsvare for Gud og mennesker, at den hjælp,
der ydedes os, var tilstrækkelig, og han betydede os til sidst og når det ikke
var andet, vi ville, skulle vi ikke sende bud efter ham mere. Jeg har før været
en flittig kirkegænger, men nu siden hr. pastor Bøggild har givet os den besked,
har jeg tabt at tro på disse herrens tjenere. Og jeg ser, at det er der også
andre der har, For når jeg har truffet at være til stede ved en højtidelighed i
kirken, har der ikke været mere end 4-5 tilhørere til gudstjenesten. Dette må
være betegnende for denne opofrende mand, Vi fik altså lov at sulte. Familie og
gode venner har måttet sælge mit tøj og andre genstande, som jeg dårlig kunne
undvære.
Rebild er en lille by, der ligger en god 1/4 mil vest for Skørping station. Den
havde i mange år ikke haft noget fattighus, og der blev først i året 1885 bygget
et nyt fattighus på en sandtoft øst for byen. Dette hus er et fortræffeligt
billede på det ærede sogneråds og distriktslægens kløgt. For det er indrettet
således. - at man næsten ikke kunne få hverken tørv eller vand. Gangen er en
trekant med en gulvflade af fem kvadratalen og døre på alle kanter, Der er
indgang til lejligheden gennem køkkenet, som har en skævvinklet gulvflade af ca.
11 kvadratalen, og der kan næppe være plads til vand og tørv. Huset har otte fag
og er indrettet til fire beboelser, der mangler enhver bekvemmelighed. Der kunne
hverken vaskes eller bages her, hvad der dog er almindelig skik på landet, og
for at råde bod herpå, fordristede jeg mig til at tage den ene lejlighed i
besiddelse til vaskehus, så der nu kan vaskes. Til fattighuset hører en brønd,
som undertiden kun giver vand en tredjedel af året, og sommetider kan vi intet
få, og når den er tom, er vi henvist til at gå 700 alen for at få vand, skønt
loven byder, at der skal være adgang til godt drikke vand i tilstrækkelig
mængde, gælder denne lov ikke for Skørping sogns vedkommende. Thi der har været
ført klage over dette forhold til højere autoriteter, uden det har hjulpet.
Distriktslægen har rigtignok, været her og set på det, og han må vel have
befunden en tom brønd tilstrækkelig til Rebild fattighus.
I dette hus er vi anvist plads, men da jeg udelukkende ernærer mig ved husflid.
er der ikke noget arbejde for mig her i byen, og jeg har tjent mindre end tre
kr. om året fra selve byen på de seks år, og jeg har derfor langt at gå, når jeg
skal have lidt at bestille, og ofte har jeg gået en 1/2 mil for at tjene 10 øre.
Vinteren er særlig hård for mig, og når der er sne og glat føre, har jeg størst
ulempe ved at gå. I fjor kom jeg så meget til skade på mit dårlige ben, at jeg
måtte holde sengen stadig i seks uger og ikke kunne gå uden krykker næsten et
1/2 år efter. Enhver rettænkende kommune og ethvert rettænkende menneske vil
finde det som en moralsk pligt at hjælpe sådanne mennesker, som gerne vil
arbejde og som viser, at de ikke er ødelande til arbejde. Men dog er dette ikke
tilfældet i Skørping Kommune. Her føler de en vis trang til at modvirke, at man
får noget at bestille, og særlig står kommunalrådet ikke tilbage. De første år
søgte jeg det kommunale reparationsarbejde og bød ved licitation en under det
laveste bud, uden at jeg dog fik arbejdet. Da jeg mærkede, at der også på den
måde vistes uvilje imod mig, blev jeg derfra, og var så heldig at få arbejde
udensogns til en dagløn af fra 50 øre til en kr. og kosten. Men da jeg havde
været der i fjorten dage kom der bud fra hjemmet, at børnene var syge af
difteritis, og jeg måtte hjem. Imedens har det ærede kommunalråd gjort en rejse
for at få at vide, hvad jeg kunne tjene, og besværet sig over, at jeg kunne
tjene fra 1/2 til en kr. om dagen, hvad der bevirkede, at man, da jeg kom igen
for at modtage arbejde, var ked af det, fordi man ikke vidste om det var det
vise råd fra Skørping eller mig, man havde med at gøre. Jeg har derefter så godt
som ikke fortjent andet fra 1. november til maj en syv kr., som jeg erholdt for
at passe en syg i fem uger, både nat og dag på kommunens regning.
Og da jeg i syv dage var så heldig at have arbejde, har den ærede
sognerådsformand atter besværet sig over, at skønt jeg kunne tjene en kr. om
dagen og kosten, havde de alligevel byrden af os, og nu måtte jeg sagtens kunne
føde familien i sommer for de syv kr. Den 14. d. m. modtog jeg en skrivelse fra
den ærede formand sålydende:
Ved det i går afholdte sognerådsmøde blev Deres understøttelse indskrænket
til 48 pund brød og en kr, om ugen.
Skørping sogneråd d. 10. maj 1890
P.S.V. Th. Hofmann - fmd.
Det er 98 quint brød og ca. to øre til hver i døgnet. Jeg har tilstillet det
høje stiftsamt ovennævnte skrivelse, for jeg fandt det for hårdt mod min
familie, At jeg er krøbling - en svag mand, der ikke kan tage hvad arbejde, der
forefalder, kan jeg ikke gøre for, og det er kommunalrådet selv, der har revet
mig ud af min selvstændige stilling i en anden kommune i stedet for i en trang
tid at række en hjælpsom hånd.
Således er behandlingsmåden for de fattige i Skørping sogn, og jeg vil ikke
håbe, at der er mange steder som her. Jeg overlader nu til læserne selv at
bedømme, hvad jeg har skrevet, og beder ethvert medlidende og rettænkende
menneske, der drager disse linjer i tvivl, om at komme og aflægge os et besøg -
de vil da få syn for sagen. Det er ikke min skyld. at jeg er kommet her, hvor
jeg intet kan fortjene.
Jeg har draget frem, hvad der har været skjult i mørke, og jeg beder andre gøre
lige så. Vær ikke bange for at slynge magthaverne sandheden i ansigtet, thi
nøden er så hård, at stenene må råbe! Er vi ikke mennesker? Har vi ikke krav på
livet, eller hvorfor får vi ikke en hurtigere død end hungersdøden?
A. C. H. Rosenkilde