A.C.H. Rosenkildes klagesag til amtet over forholdene i Rebild fattighus.
Anton Rosenkildes lange brev, - der er gengivet
andsteds på disse sider, - hvor
han beskriver de kummerlige forhold i Rebild fattighus, er tilsyneladende ment
som en mere detaljeret beskrivelse af hans og familiens forhold, idet selve
klagen er udformet som et mindre dokument på tre sider, - dateret 15. maj 1890.
Dette dokument findes, - sammen med Skørping
kommunes svar og afgørelsen fra Aalborg Amt,
- på landsarkivet i Viborg. Disse dokumenter, - og dermed selve klagesagen, -
beskrives i det følgende. Affotografering af dokumenterne kan ses
længere nede på denne side.
Baggrunden for klagen.
Den konkrete årsag til Antons klage er, at Sognerådet har nedsat hans
understøtteslse fra 1,50 kr. pr. uge til 1 kr. Samtidig klager han over, at
sognerådet og især sognerådsformanden chikanerer ham og hans familie, - dels ved
at udsprede usande rygter om dem og dels ved at tale ilde om Anton til hans
arbejdsgivere, når det ind i mellem lykkes for ham, at få nogle småjobs.
I klagen ansøger Anton amtet om en understøttelse på kr. 25 om måneden til
forsørgelse af hans fem hjemmeboende børn. Herudover søger han om tilladelse til
at fraflytte kommunen, idet han mener at have større chance for at kunne
genvinde sin selvstændighed andetsteds. Denne begæring skal ses i lyset af, at
personer på fattigunderstøttelse, normalt er stavnsbundet til den kommune, der
har forsørgerpligten over den fattige.
Kommunens svar.
Som part i sagen beder amtet Skørping kommune om
dennes syn på sagen. I brev af
1.ste juli 1890 argumenterer sognerådsformand T. Hofman for, at klagen er
"aldeles ubeføjet".
Sognerådsformanden bygger sin argumentation på følgende: Kommunen dækker
udgifter til husleje og brændsel, og understøtter familien med ca. et
halvt kilo brød om dagen pr. person samt 1 kr. om ugen i understøttelse. Sammen
med det Anton ind i mellem tjener ved arbejde, mener man, at familen har mindst lige
så gode forhold som andre arbejdende folk i kommunen.
Sognerådsformanden påpeger også, at det ikke er rigtigt, at familien har 5
hjemmeboende børn men kun 4.
Sognerådsformanden mener endvidere, at baggrunden for Antons klage er, at han vil
have at kommunen forsørger familien i et og alt, således at Anton selv kan
bruge det han tjener, til deltagelse i "socialistiske møde og anden
adspredelse".
Amtets svar.
Måske ikke overraskende afviser amtet klagen fra Anton. Alene under henvisning
til skrivelsen fra sognerådet, afvises klagen som ugrundet i et kortfattet notat
fra amtet. Den ene myndighed synes altså i ét og alt blot at støtte sig til den
anden myndigheds udsagn. Antons argumenter og synspunkter omtales overhovedet
ikke i amtets svar, og de har tilsynladende heller ikke på nogen måde indgået i
amtets overvejelser omkring klagesagen.
Fattiglovgivningen.
At være under fattighjælp betød, - som følge af datidens fattiglovgivning, - at
man tabte en række borgerlige rettigheder som eks. valgretten, retten til selv
at bestemme i hvilken kommune man ville bosætte sig m.m. Omfanget af
understøttelsen blev alene fastsat på grundlag af de lokale myndigheders
vurdering og skøn.
Princippet bag fattighjælpen var, at den blev givet som en almisse og på
særdeles ydmygende vilkår. Det blev derfor betragtet som en stor skam at være
under fattighjælp. Disse ubehagelige vilkår havde naturligvis til hensigt at
begrænse "klientellet" mest muligt.
Familien.
Folketællingen i Skørping sogn i år 1890 nævner følgende husstand i fattighuset
i Rebild:
Anton Rosenkilde 36 år. Maren Poulsen, hans kone 31 år og børnene Henrik Marinus
10 år, Thrine Jensine 8 år, Georg Mættinus 6 år, Helga Dorthea Kathrine Nielsine
4 år og Marthine 1 år.
Der er altså ifølge folketællingen fem hjemmeboende børn i alderen 1 til 10 år.
Sognerådsformanden synes således at have "overset" et barn, når han påstår, at
Anton lyver om antallet af hjemmeboende børn.
En politisk magtkamp ?
Ingen tvivl om, at det har været usle kår, som familien Rosenkilde var underlagt
i Skørping kommune. Anton har sikkert også haft et berettiget håb om, at hans
klage kunne føre til en forbedring, men der synes at ligge mere bag, - nemlig
noget der ligner et personligt og politisk opgør mellem Anton og kommunen, -
personificeret ved sognerådsformanden.
Anton begæring om kr. 25 om måneden forekommer urealistisk. 25 kr. om måneden er
kr. 300 årligt, hvilket den gang var lidt under det halve af en beskeden årsløn,
for en person med fast arbejde. - Heraf skulle der normalt også betales husleje
og brændsel. Samtidig er det en voldsom forskel i forhold til de 6-7 kr.
familien fik pr. måned før nedsættelsen af understøttelsen.
Lige så urealistisk forekommer anmodningen om tilladelse til at fraflytte
kommunen. Kommunen ville sikkert hellere end gerne slippe for familien, men
ifølge lovgivningen var det Skørping kommune der havde forsørgerpligten, - så
dén ville sikkert være vanskelig at overdrage til andre.
Dette måtte Anton have vidst, og hans klage kan derfor også tolkes som en
politisk manifestation. Den vedlagte lange og uddybende beskrivelse af de
fattiges forhold, tyder også på dette.
Sognerådsformandens nedladende kommentar om, at Anton bare skal bruge penge til
"socialistiske Møder og dels til anden lignende adspredelse", peger
også i
retning af, at der er et element af politisk opgør i sagen.
Det ser ud til at have været sognerådsformanden magtpåliggende, at Anton skulle
kues mest muligt, - ikke bare på grund af hans politiske tilhørsforhold, men
sikkert også på grund af hans "alvorligste forbrydelse": Anton levede slet ikke op
til intentionen bag fattiglovgivningen. Med sit brokkeri og fremturen med
urealistiske krav viste han, at han lod sig ikke ydmyge og han skammede
sig heller ikke over at være fattig. Tværtimod, - han brokkede sig og
stillede krav i stedet for at bøje nakken, sådan som man forventede af folk på
fattighjælp.
Antons klagebrev af 15. maj 1890.
Klik på et billede for at få vist en større udgave
Til det Kongelige Stiftamt i Aalborg
Da det har behaget det ærede Sogneraad at indskrænke vor Understøttelse som
vedlagte Skrivelse vil vise, og hvoraf det er umuligt for 6 daglige Mennesker at
opholde Livet, ved 48 pund Brød og en Krone om Ugen, eller ca. 98 qvint brød og
2 øre daglig til hver Person.
Da jeg som bekendt er en Krøbling og en svag Mand der ikke som andre raske Folk,
kan paatage mig ethvert somhelst arbejde hvorved jeg kan fortjene føden til
familien, anseer jeg det for, at det ærede Sogneraad har gjort mig haardelig
uret ved at indskrænke vor understøttelse som vi forud ikke ene kunde leve af, -
Og da det ærede Sogneraad stedse udviser os en uvilje ved stadig at besvære sig
over os, og tillægger mig Beskyldninger som udføres blandt Befolkningen til
skade for os, ligesom de paa andre maader modvirker mig naar jeg søger
Beskæftigelse, og hvorved det bliver umulig for fremtiden at faa noget saadant,
- jeg har gaaet fra November til Maj saa godt som uden arbejde, saa er jeg saa
heldig at faa 7 dages arbejde med slid af Værktøj til en Krone om dagen og
Kosten, og straks har den ærede formand besværet sig til vedkommende jeg
arbejdede for, ligesom det formodentligt ogsaa er det, der er blevet taget til
indtægt for nedsættelsen af Understøttelsen.
Det er umulig på denne Maade nogensinde at danne sig en Selvstændig eksistens, -
Og for ikke at bukke under for en Magt der absolut maa lede til for kampen for
tilværelsen at leve ved ulovlig Vandel.
Desangaaende tillader jeg underdanigst at anmode det Høje og Velbaarne
Amtsøvrighed om Beskyttelse, og for at min familie ikke skal lide alt for meget.
Savn for Nødtørftig Næring, under det daarlige Kommunale Økonomiske forhold,
tillader Underdanigst at fremsætte Begjering om en understøttelse til vore 5
ukonfirmerede Børn af 25 kr. Maanlig samt fraflytte Kommunen, hvorved jeg haaber
at kunde vinde min selvtændighed igjen. Jeg tillader Underdanigst at tilstille
denne min Ansøgning til det Høje Øvrigheds velvillige bønhørelse.
Rebild Fattighus den 15. maj 1890
Underdanigst
A.C.H. Rosenkilde
Svar fra Skørping sogneråd af 1.ste juli 1890.
Klik på et billede for at få vist en større udgave
Skjørping Sogneraad den 1.ste juli 1890
I Gensvar paa Fattiglem A. Rosenkildes Klage tjener, at man anser den for
aldeles ubeføjet. Man har ganske vist nedsat hans Ugentlige understøttelse fra 1
Kr. 50 øre til 1 Krone thi man er overbevist om at den understøttelse tillige
med Brød er fuldtud tilstrækkelig til, med det Klageren tjener, at han med
Familien godt kan leve.
Mangen en Arbejdsmand med lignende Familie her i Sognet, der har mindre
vellønnende Arbejde end Rosenkilde kan godt ernære sig uden Fattighjælp uanset
at måtte betale husleje og ildbrændsel, hvilket jo Klageren får ydet af
Kommunen.
I klagen anføres 5 børn, det er urigtigt, han har kun 4 hjemme.
Ligeledes er det Usandhed at Sognerådsformanden skal have besværet sig til
Klagerens Arbejdsgiver, da det er Formanden aldeles ubekjendt hvor han har haft
Arbejde, men man ved med Bestemthed, at Klageren har stadig arbejde som
Haandværker fået. Han har, af Mangel på Tid, forlangt Udsættelse fra Arbejde.
Saavidt man skjønner vil Rosenkilde have at Kommunen i et og alt skal underholde
ham for at han kan anvende det han fortjener dels til derfor at kunne rejse
omkring til socialistiske Møder og dels til anden lignende adspredelse.
Ærbødigst
P.S.V
T. Hofman
Fmd.
Svar fra Aalborg Amt af 8. juli 1890.
Klik på billedet for at få vist en større udgave
Den for mig ulæselige tekst i billedet fra amtets svar er tydet af Thomas og
Jørgen fra DIS-Danmark. Tusind tak for det. Teksten lyder som følger:
Efter Modt. ( Modtagelse) af SR. (SogneRådets) Erkl. (Erklæring) i Skr.
(Skrivelse) af d. 1s.(ste) d.M (denne Måned) over et af A. C. H. Rosenkilde af
Ræbild Fattighus hertil indgivet Andragende, hvori han besværer sig over, at den
ham ("hidtil ydede" er overstreget) tilstaaede Fattigunderstøttelse er
utilstrækkelig til hans og Familiens Underhold, skal jeg til fornøden E
(Efterretning) og M. (Meddelelse) for Andr(ageren) melde, at den fremkomne
Besværing efter de af SR (SogneRådet) meddelte Oplysninger om Andragerens
Forhold, maa anses ugrundet. Et Bilag følger hermed tilbage.