Petrus Parvus Rosæfontanus
Uddrag fra Dansk biografisk leksion for tidsrummet 1537-1814. Udgivet af C. F.
Bricka 1887-1905. Digitaliseret af Projekt Runeberg på
runeberg.org/dbl/
Parvus, Peder, –1559, Humanist, kaldes ligesom hans ovennævnte
Broder*) ofte Rosæfontanus efter Fødebyen Roskilde.
*) Om Parvus, Matthis, –1553. Beskrevet i samme leksikon
Hans Levned, saa vidt vi kjende det, giver os en levende
Forestilling om den brændende Iver, hvormed unge, begavede Mænd
i Tiden henimod Reformationen kastede sig over Studiet af de
gamle Sprog og gjennem Humanismen lededes til det Brud med
Fortiden, der gjorde dem til erklærede Tilhængere af den kirkelige
Reformation. Det er sandsynligt, at Humanisten Walter Mortimer
(XI, 478), der var Rektor ved Roskilde Skole, først har vakt P. P.s
Interesse for Videnskaberne («artes»), og at den er bleven mægtig
styrket ved hans senere Studieophold i Rostock. Hjemkommen
her fra skrev han i Dec. 1519 et Brev til den bekjendte Henrik
Smith fra Malmø, hvilket denne aftrykte som Indledning til sin
«Hortulus synonymorum» (1520). Brevet er gjennemstrømmet af
den frejdige Sejersfølelse, som den Gang besjælede saa mange af
Forkæmperne for de gjenopstandne Videnskaber. Blandt de store
Navne paa samtidige Humanister, som P. P. med Berømmelse
omtaler i sit Brev, er ogsaa «den højlærde Philip Melanchthon og
den dybsindige Theolog Martin Luther», hvilke han dog endnu
kun kjendte af Rygte, men inderlig ønskede at komme i personlig
Forbindelse med. Endnu stod han i religiøs Henseende dog
væsentlig paa det gamle Stade, som det fremgaar af et latinsk
Digt, han 1520 udgav til Jomfru Maries Ære.
P. P.s Livsforhold i de følgende 15-16 Aar ere os saa godt
som ubekjendte. Man har ment, at han ligesom hans Broder
Hr. Henrik P. har været en af den landflygtige Christian II’s
Ledsagere; men derfor foreligger dog ikke noget Bevis. Imidlertid er
det klart, at han har færdedes mange Aar i Udlandet, har erhvervet
Magistergraden og navnlig har opholdt sig længere Tid i Paris,
da han etsteds nævner den derværende berømte Bogtrykker og
Humanist Robert Stephanus som sin «gode, gamle Ven». Ogsaa
i Wittenberg har han været, da han senere omtalte Luther og
Melanchthon som sine aandelige Fædre og Lærere, hvem han
skyldte den største Taknemmelighed og Ærbødighed. 1536 var
han hjemme; thi ved denne Tid anbefalede den unge Herman
Skeel, der da studerede i Tyskland, ham paa det bedste til
Rigsraad Anders Bille, at han kunde faa et Levebrød her i Landet,
hvor han nu havde begivet sig hen.
1536 udgav P. P. i Roskilde den løwenske Professor Johan af
Kampens latinske Parafrase af Davids Salmer og Prædikerens Bog,
som han ledsagede med Anmærkninger. Paa samme Maade udgav
han 1537, ligeledes i Roskilde, en latinsk Komedie om den forlorne Søn af Vilh.
Gnapheus, Rektor ved Gymnasiet i Haag. Ved
Universitetets Gjenoprettelse s. A. blev P. P. Professor pædagogicus
med den Opgave at føre de unge Studenter ind i den humanistiske
Dannelse og at vejlede dem ved Udarbejdelsen af latinske Breve
og Vers. 1542 blev han Professor i Rhetorik og udnævntes senere
af Kongen til Poeta laureatus med et Digtervaaben (en Egegren
med Blade og Agern), som hans Søn Christoffer Lille, der i mange
Aar var Præst i Birkerød, ogsaa førte og lod sætte paa
Prædikestolen i sin Kirke.
P. P. døde 27. Avg. 1559. At dømme efter de Lovtaler, flere
af hans Disciple have holdt over ham, maa han have været en
fortræffelig Lærer, der, saa lille og uanselig han end var af Ydre,
besad stor Begavelse og Veltalenhed. Om hans Gaver som latinsk
Digter vidne flere Vers, der findes spredte paa forskjellige Steder.
Men hele sit Liv synes han at have været trykket af trange Kaar,
saa Universitetet maatte hjælpe hans Enke, Anne, til at faa hans
Lig begravet. Hans slette Vilkaar have mulig endog bevirket, at
han i et Aars Tid (1538-39), for at undgaa sine Kreditorers
Efterstræbelser, har maattet forlade sin Plads. En lille gejstlig Forlening,
han havde faaet (St. Jacobs Alters Vikarie), maatte Universitetet
indløse for ham, da han havde pantsat den. – Af hans Skrifter
kan endnu nævnes hans Oversættelse af Ant. Corvinus’ Postil over
Søndagsevangelierne (1539), et især for Præster meget nyttigt Skrift,
samt en lille Bog om «det ypperligste og mest besynderlige, som
den hellige Skrifts Bøger indeholde» (efter det franske, 1543). Aaret
efter P. P.s Død udgav Historieskriveren Hans Svaning under hans
Navn sit eget polemisk-historiske Værk «Refutatio calumniarum
Joh. Magni Gothi», og længe gik og gjaldt P. P. som Forfatteren
til dette Skrift. – Den for en Del Aar siden (Rørdam, Historieskrivningen siden Reform. S. 10 ff.) fremsatte Formodning om, at
P. P. kunde være Forfatter til det, navnlig i stilistisk Henseende,
mærkelige historiske Skrift «Seditionum Daniæ liber», har nys (i
Weibulls «Skånska Saml.» 1894-95) fundet bestemt Modsigelse,
uden at man dog har kunnet pege paa nogen anden Forfatter,
hvem Skriftet med nogen Sandsynlighed kan tillægges.
H. F. Rørdam.