Svend Rosenkilde Jensen skriver om Jens Løth:
Han er født i Storarden, 16. Maj 1875. Faderen skulle have været Ledvogter et
Sted mellem Arden og Støvring og en from Mand, der måske forklarer hans barske
Straffemetoder. Han bliver senere Banemand i Hjørring med et Sideben som
Biavler. I mit Eje er hans Bibel fra 1880, stemplet: Christian Jensen, Biavler,
Bagterp pr. Hjørring. Af Børn har jeg kun hørt 4 omtale, Jens og 2 Brødre i
Støvring, hvoraf i hvert fald den ene var stærkt troende, og så en Søster Stine
der havde et Mejeriudsalg i Aalborg, vistnok i Møllegade.
Om Jens skulle samme Faster Stine have sagt til Karen og Børnene, i må bære over
med ham, han har haft en forfærdelig Barndom. Hvori det forfærdelige bestod ved
jeg ikke, men jeg ved at han som stor Dreng blev smidt ned i en tom klam og kold
Kartoffelkælder, uden så meget som et Halmstrå at lune sig på, uden Føde og
Vand,
og uden at kunde se forskel på Nat og Dag. Da hans Far endelig lukkede ham
ud, var han ude af stand til at stå på egne Ben. Efter den tur var der kun et
der talte for Jens, at komme hjemmefra og tjene Penge til Brændevin. Om hans
Ungdom ved jeg ellers intet, men efter at være blevet gift arbejdede han både i
Skoven og som Skorstensfejer.
Det var på den tid han begyndte at gå på ulovlig Jagt. Han skriver selv i Bogen,
Krybskytter i Danmark, at det var for at skaffe Mad til Familien, da jeg var
lidt for glad for de små sorte (Kaffepunch). Jens sad inde flere gange for sit
Krybskytteri, det har dog næppe rørt ham synderligt, bortset fra den tvungne
afholdenhed.
Det blev dog som Murer han satte sit Præg på Eftertiden. Hans brutale Fremfærd
hjemme, når han kom fuld hjem, kan vel ikke bestrides, men helt galt kan det vel
ikke have været, når ikke mindre end 3 Sønner blev hos ham, og gennem ham lærte
Faget, selv om det kostede mangt et Slag fra den gamle, hvis ikke Kvaliteten af
det arbejde de udførte, svarede til det han forlangte. Om min Bedstefar er der
endnu Folk der kan fortælle: Han var dyr at have til et stykke arbejde, men vi
vidste jo så også hvad vi fik for Pengene. Få har tjent så mange Penge ved
Håndens Arbejde som ham, endnu færre formåede at omsætte dem, med gode Venners
hjælp, i samme Tempo til små sorte på Kroen.
Det skal dog lige tilføjes, jeg har aldrig kendt min Bedstefar som rå og brutal,
kun som en rar og venlig Bedstefar. Fra min allertidligste Barndom har jeg set
op til ham, som Manden der kunde alt, især fra mit 10. År, da vi begge boede i
den gamle Rebild skole. Ganske vist kom han ofte hjem på en fuldstændig tosset
hvingelsyg Cykel, eller var det mon Rytteren det var galt med? - men aldrig ond.
Når jeg så sagde, ”nå Bedstefar, har du nu drukket Brændevin igen” svarede han,
”ja min Dreng, jen på fire Pund, men lad være og sige det til din Mor”.
Udtrykket jen paa fire Pund brugte han ofte, uanset hvad det drejede sig om. Med
min Mor var det sådan, at siden Karen (hans kone) blev syg og døde, havde hun
vasket om ham, og da vi boede i Skolen spiste han tit hos os. Hvis han så kom
lidt beruset, kunde hun blive rasende på ham, dels af hensyn til Børnene, dels
fordi at selv om han havde Penge til Brændevin, så havde han kun yderst sjældent
et par Kroner til hende for Ulejligheden, hun havde ellers ikke for meget selv
at undvære. Men den Slags Bagateller anfægtede ikke min Bedstefar. På sin vis
kunde hun godt lide Bedstefar, men hun foragtede ham for hans Drikken. Jeg kan
endnu høre hendes Harme, engang hun sagde: ”Er det nu til at forstå en Mand med
hans Evner, ikke kan tage sig selv i Nakken og lade det skidt stå”.
For Evner, det havde han. For Mor var Jens fænomenal til at ordne en vakkelvorn
Stol, smidvæk mentaliteten var i 1940 langt fra at være nået til Rebild, alt
hvad der kunne blev genbrugt, han kunne klinke et flækket Lerfad, så det blev så
godt som nyt, han nittede og loddede hendes Køkkentøj, sleb hendes Sakse og
Knive, og om nødvendig, satte nyt Håndtag på m.m., der var næsten ikke den ting
han ikke kunne med sine Hænder. Så langt jeg kan huske tilbage holdt Bedstefar
mig forsynet med Legetøj, hjemmelavet naturligvis, Lastbiler, Trillebører,
Trækvogne og meget andet, og det var ikke noget juks, der var kælet for hver en
Detalje.
Hvem kan forestille sig Jens Løth i en Kurvestol med en Bog, vel kun dem der har
set det. Jens læste faktisk temmelig meget, han kunde både læse og skrive, og
som noget helt ekstra kunne han kalligrafere, han tegnede de flotteste,
snørklede og indviklede Bogstaver, ikke med dertil fremstillede dyre Penne, men
med almindelige Gåsefjer som han skar til efter formålet. Jo, Bedstefar var en
Mand af mange Talenter, kun overgået af et eneste, - hans umættelige trang til
Brændevin.
Det er en kendt sag, at Jens var forbitret på alt der bare smagte af Religion.
Paradoksalt nok havde han alligevel et nært forhold til Skørping Nykirke. Det
var nu ikke det der foregik i Kirken der optog ham, men selve Bygningen, han
forstod som få at sætte Pris på dens gedigne Håndværk. Gennem flere år forestod
han dens vedligeholdelse med Kalkning m.m. Det er også ham der rejste
Kirkegårdsdiget rundt om Kirkegården.
Trods den enorme forskel i Levevis, bestod der alligevel en vis Form for Respekt
for hinandens arbejde mellem Provst Winther og Jens Løth, men dermed var
Bedstefars kirkelige tolerance også udtømt. Som nævnt før kom Jens på Støvring
Alderdomshjem, med det Løfte at han ville få en Stue i det nye Alderdomshjem i
Skørping, (bag Mejeriet) så snart det stod færdigt. Det nåede han ikke. I
Støvring havde den derværende Sognepræst den ellers prisværdige Skik, at opsøge
og tale med de gamle på deres Værelser, men ikke hos Jens, her blev Døren
smækket i så det kunde høres. I Rebild kom Budskabet om hans død d. 25 juni 1959
lidt overraskende, Far havde været derovre få Dage før, da var Jens godt nok
lidt træt, men var dog stadig, som han altid havde været, overbevist om han
vilde blive 100 År, men han blev altså kun de 84. Efter Provst Winthers
Udlægning herunder, må han have haft Besøg af Sognepræsten på det sidste, jeg
vil tro han har været for svag til at protestere.
Jens blev begravet på Skørping Nykirkes Kirkegaard ved siden af Karen og en Søn,
Kjeld, hvis Gravstene han i øvrigt selv havde hugget. Ved en Begravelse er det
jo Skikken at nævne de gode sider af den afdøde. Det må have været lidt af en
Prøvelse for Provst Winther. Selvfølgelig omtalte han Bedstefars Arbejde, især
for Nykirken, men ellers var det jo småt med de gode Gerninger. Han sluttede af
med disse Ord: ”Jeg har dog hørt fra min Kollega derovre i Støvring, at det var
blevet lidt bedre med det gudelige, her på det sidste”.